Sommerferie 2004

Dag 1: Halvtolv - Dragør

Det hele startede med at vi under stor forvirring og en del stress pakkede alt (eller... så godt som alt) til vores 2-3 ugers bådferie. Det hele blev gjort på et par timer efter arbejde i fredags. Stakkevis af bleer, poser med tøj, vaskeklude, rugbrød, spædbørn, havregryn, kameraer, computere, regntøj, sutter og opladere af enhver slags blev dynget op i en stor bunke på stuegulvet. Hurtig blev det klart at der var langt, langt mere end det var muligt at transportere i vores ladcykel. Men hvor der er vilje, er der vej.

Hvis ikke baggagen vil komme til skibet, må skibet komme til baggagen. Så jeg cyklede til Lynetten, kappede fortøjningerne og sejlede skuden så tæt på "hjem" som det er muligt at komme med riggen intakt. Derefter blev indholdet af "dyngen" lastet ved flere på hinanden følgede "skovlfulde" i ladcyklen. Da alt (eller... så godt som alt - det kommer jeg til) var pakket, gik turen mod Dragør. Store mørke skyer var nu begyndt at trække ind over byen. Ikke en vind rørte sig, så vi gik for motor (hov - vi glemte at tanke diesel!) mod Dragør, så hurtigt den nord-gående strøm tillod det.

De tunge skyer gjorde at det kl. 23 var kulsort på Øresund; kun malmø var stadigt lyst op af klar himmel. Vi fulgte de blinkende grønne bøjer ned gennem sejlrenden, til vi lå ud for indsejlingen til Dragør lystbådshavn. Men det var overhovedet ikke til at se hverken røde eller grønne sømærker, kun ét stort grønt sømærke (der senere skulle vise sig at være et vinkelfyr) helt inde på land. Lidt søgen med stavlygten afslørede dog at der gemte sig sømærker med trafiksikre refleksbånd i mørket. I mellemtiden var det dog begyndt at øse ned, så i den silende regn og kulsorte nat, tøffede vi fra sømærke til sømærke (som Tine prøvede at holde fanget i lyset fra lygten), mens vi kom nærmere det meget store grønne - og lidt mindre røde - sømærke inde på land. Det mærkelige var i midlertid, at det grønne "sømærke" stod til venstre for det røde. Det gjorde os meget forvirret, så vi besluttede at gå helt tæt til det røde for så at se om vi kunne finde ud af hvor vi skulle hen derfra. Da vi kom helt tæt hen til mærket, viste det sig faktisk at være et lille molefyr, hvis "grønne" makker var falmet og blevet næsten hvid, og det store "grønne sømærke" viste sig at være en vinkelfyr placeret på Dragør fort. Da det stod klart for os, var der nok omkring en bådslængde mellem os og molen... Men det gik. Efter lidt tøffen rundt i havnen fandt vi en ledig plads markeret med "OPTAGET". Den tog vi.

 Dag 2: Dragør - Rødvig

Vi stod op til en skyfri himmel og stort set ingen vind. Vi fik tanket både ferskvand og diesel, og overført waypoints til GPS'en. Derefter gik turen over Køge bugt. Det blev hurtigt overskyet og der kom gang i vinden. Den lå i øvrigt perfekt - så snart vi havde fået sat sejlene, lagde vi os ind på vores kurs (som vi i følge GPS'en skulle følge i 7 timer og 16 minutter) og lå på en god halvvind, der i løbet af en times tid tog til i styrke og gjorde GPS'en noget mere optimistisk omkring vores ETA. Midt i køge bugt mistede i land af syne i ca. 30 minutter, men det var det eneste dramatiske på den tur. Måske lige bortset fra at prøve at smørre bønnepostej på smuldrende grovboller i krappe søer uden udsigt til horisonten - det er ikke noget at spøge med!

Tine og Frida sov det meste af dagen, så jeg fik lov til at passe roret og trimme sejlene i nogle timer alene - uden at skænke arbejdet så meget som en eneste tanke. Skønt. Da vi passerede Stevns klint, kom solen frem, og masser af andre sejlbåde på samme kurs som os dukkede op af disen. Jeg skyndte mig at finde fototasken frem, og gik så ellers igang med at dokumentere at flotte optog. Først etablere det hele med wide-anglen, så nogle totaler med alle bådene, og derefter nogle kompakte kompossitioner med de enkelte både og klinten i baggrunden. Der var endda én der havde en knaldrød speiler oppe. Smukt. Lige til jeg lagde mærke til teksetn "NO CF CARD" lige under previewet på kameraets skærm, og kom i tanke om at det - altså kortet - vistnok sidder i min IBM derhjemme... Satans også.

På det tidspunkt havde vi ligget konstant lige under 6 knob, stadigt på halvvind, uden den store krængning. Da vi nåede Rødvig sammen med ca. 5-10 andre (større) sejlbåde, havde vi sejlet de 25 sømil på lidt over 5 timer. Solen skinnede, og jeg benyttede chancen til en frisk dukkert (der dog blev relativt kort) i det klare vand.

Dag 3: Rødvig

Den oprindelige plan var at sejle videre til Nyord (en ø sydvest for Rødvig; gennem bøgestrømmen) med det samme. Men vejret var ikke optimalt: regn hele dagen og vind fra sydvest. Vi besluttede at blive en dag mere i Rødvig, få købt ind og sove længe. Vejrudsigen for i morgen, mandag, er lidt - men ikke meget - bedre. Men vinden skulle dog tillade os at gå for sejl hele dagen.

Rødvig brillierer ved at have en udemærket Daglig Brugs, der var leveringsdygtig i alt fra viskestykker over grydeskeer til frisk pasta og neskaffe. Derudover har vi el på broen, så vi kan have køletasken kørrende konstant og bruge computer mv. I aften skulle der være "Monster Truck Show" på havnen, så hvis vejret holder tørt, bliver det aftenens underholdning (i mangel af Discovery Channel).

Efterskrift: Det silede ned hele aftenen, og det må helt klart have været omsætnings-bundrekord for Bossle-drengene og deres monster trucks. Tine, Frida og jeg blev i båden, spiste lækker aftensmad, kaffe og kage, og spillede yatzy hele natten. Da vi gik i seng var i hvert fald to af os søsyge - og så endda uden at have forladt havnen. I morgen MÅ vi afsted.

Dag 4: Bøgestrømmen og Nyord

Kl. 7:30 var vi oppe. Jeg skulle som sædvanligt virkeligt tisse, og det skulle altså bare gå stærkt. Så mens Tine og Frida snuede videre i hver deres sovepose, småløb jeg op til toiletterne ved havnekontoret. På vejen tilbage skød jeg omvej forbi købmanden og fik en lunt kastanje-græskar-brød med under armen. Det blev spist i solen i cockpittet - ledsaget af en ordentlig balje mælkekaffe - inden vi tøffede ud i Fakse bugt.

Vandet var helt fladt, og der var stort set ingen vind. For storsejlet alene gik vi ca. 1 knob, men efter en lille gæsteoptræden fra Tines side fik vi også pakket genuaen ud, og farten tiltog noget. Da vi kom fri af kysten tiltog vinden dog en del, og på det flade vand gik vi nemt 6 knob. Vinden var desværre (eller, heldigvis, alt efter øjnene der ser) i SW, samme kurs som vi skulle sejle for at komme til Nyord, så vi måtte sejle lidt på kryds over bugten inden vi kom til Bøgestrømmen.

På vejen over Fakse Bugt var der en del andre sejlbåde, og her fik Tine (der var blevet opgraderet til skipper) lejlighed til at se den egentlige mening med feriesejlads. Hun fangede da også hurtigt pointen, og skiftevis heppede på gasten (mig) når der skulle trimmes sejl, skiftevis hånede de andre både når de blev sejlet agterud.

Efter små fire timers fantastisk sejlads, nåede vi Bøgestrømmen, og her måtte sejlene altså ned, vi havde ikke mod på at krydse fra bøje til bøje gennem de gravede render. Selve turen gennem bøgestrømmen gik helt fint, det var rart både at have waypoints og søkort i gps'en, plus friske papirssøkort ved hånden. I flot solskin og perfekt sigt var det - næsten - ingen sag at navigere os sikkert frem til Nyord.

Da vi nåede Nyord havn blev det imidlertid mere spændende. For det første måtte vi navigere gennem meget lavt vand, hvor fiskerne havde udlagt net som fælde for naive tursejlere. Indsejlingen til selve havnen var "markeret" med 1m lavt vand på begge sider, men ellers ikke andet - så den var jo nem nok at finde. Da vi var sikkert i havn var det bare om at finde en plads hvor vores båd kunne være. Vi tog den første den bedste, men fandt hurtigt ud af at også kongeskibet nemt kunne have ligget på den plads - så vi bakkede ud igen, og fandt noget mere beskedent.

Mens Frida lå og pludrede med sine tøjdyr i forkøjen, gjorde Tine og jeg os umage for at efterlade et godt indtryk hos de andre sejlere i havnen. Det startede med at vi styrede ind mellem to pæle, som jeg dog missede at fange med agterfortøjningen i første omgang. Lidt bakken med motoren fik os tæt nok på den næste pæl, til at jeg fik fortøjningen på, og pælen kviterede med en flot ridse på fribordet. Vinden havde i mellemtiden skubbet os på tværs af pladsen, og tyskerne begyndte af stimle ud af nabobådene for at se om de kunne give en hånd med i det nyankomne cirkus. Men det lykkedes Tine egenhændigt at fange kajen og holde godt fast i den, mens vi elegant gled sidelens fra den første bås ind den næste, mens agterfortøjningen forsigtigt afmonterede vores nyopsatte VHF-antenne fra hækken. 5 minutter senere var vi fornuftigt fortøjret, hooked på el-nettet og klar til nye eventyr - på land i første omgang.

Dag 5: Det fortryllende Ulvesund

For dem der ikke ved det, skal det lige nævnes at Tine og Jeg har et lidt specielt forhold til Ulvesundet, der stammer tilbage fra vores havkajaktur i 2002. Dengang blev vi mødt af kraftig vestenvind, og endte med at blive "skyllet i land" på Møn. Så det var med en vis æresfrygt at vi forlod Nyord og satte kurs mod Vordingborg.

Vejrudsigten havde lovet vind fra vest, senere nordvest, og 3-8m/s. Det passede godt til turens første halvdel, hvor vi skulle sydover. Og det startede også rigtigt godt. Vinden var helt klart mere 8ms end den var 3ms, så med fok og fuldt storsejl gik det bare derudaf i solskinnet. Med kyndig sejltrim og behændig brug af vigeregler, fik vi lagt afstand til resten af feltet - til stor fryd for den hånende skipper.

Herefter begyndte det at blive mere udfordrende. Først vågnede Frida, så skipper-med-mælken måtte forlade sin post - til fordel for mig. Kort tid efter snævrede løbet en del ind, og kursen blev mere vestlig og næsten direkte mod vinden. Samtidigt var der en del trafik i strædet. Så man kan vel sige at jeg fik tilfredstillet min sejlelyst. Jeg krydsede som galt det mit liv... Først øjnene på ekkoloddet, derefter sømærkerne, så på trafikken, et hurtigt kig på vindex'en og ticklerne, så lige checke papir-kort og GPS, og så tilbage på ekkolodet: 2.4m - 1.9m - 1.6m - "KLAR VENDING!" - og så forfra igen.

På et tidspunkt var vinden blevet så kraftig at det ikke længere var behageligt at sejle bidevind for "fulde gardiner", så med lidt assistance fra Tine (og en tålmodig Frida-under-dæk) fik vi rebet storsejlet. Det hjalp en del, og vi følte os meget rutinerede. Da vi nærmede os Farø-broen, blev det klart for os at vi skulle sejle et ret langt stykke direkte imod vinden, i et meget smalt løb med meget lavt vand til siderne. Vi besluttede derfor at tage sejlene ned og gå for motor. Det gik på rutinen; jeg tog forsejl og storsejl ned i en ombæring, mens Tine fik startet vores trofaste dieselmotor. Men netop som jeg er færdig med at binde storsejlet fast til bommen, siger Tine pludseligt "hov, hvofor gør den sån'?"

"Hvorfor gør den hva'?", spørger jeg. "Ja motoren, den går ned i omdrejninger. Jeg tror altså ikke den trækker - jeg kan ikke styre båden". Stadig rolig klikker jeg mig af livlinen, og kommer ned og rumsterer lidt med styrepinden til motoren. Ganske rigtigt, den lyder mærkeligt, og ryster båden mere end den flytter den. "Vi må have fået noget i skruen!". Vinden derimod har stor success med at skubbe os sidelens ud af sejlrenden - og nu er jeg ikke helt rolig mere. Jeg får vendt os, så vi sejler med vinden, dog uden sejl. Så kan vi styre lidt igen, og kommer ud på det dybe. Nogle sømil bag os ligger Kalvehave lystbådshavn, og jeg tænker at der kan vi jo altid gå tilbage til for sejl. "Lad os få sat sejlene igen" siger jeg, og vi går igang. Først med storsejlet, men det er et dødfødt projekt med vinden lige i ryggen. Så forsejlet, der ender i en klassisk "Marilyn Monroe", men dog giver fremdift nok til at vi kan ændre kurs og få storsejlet op. Så er mere ro i cockpittet, og jeg venter tålmodigt på at adrenalin-rushet lægger sig igen.

Ingen af os har lyst til at give op på Vordingborg (og chancen for at finde fotoforretning og vaskeri), så vi giver motoren et forsøg mere. Nu lyder den pludseligt som sig selv igen, og vi giver den gamle kurs en ny chance (med begge sejl stadigt oppe). Efter nogle minutter konkluderer vi, at hvad det end var vi havde fået i skruen, har vi nu rystet det af os. For anden gang tager vi sejlene ned, og resten af turen ind til Vordingborg går uden problemer; dog primært for motor. Vi sejler i en stor bue uden om alt hvad der ser ud til at kunne vikles om en propel! Kl. 14 er vi fremme, og Vordingborg viser sig at være alt det vi håbede på. Solen skinner og vi begiver os som det første mod den nærmeste fotoforretning.

Dag 6: En slapper i Vordingborg

Vi er blevet så glade for Vordingborg, at vi bliver her en dag mere. Vejret i dag er meget sommeragtigt, så vi skal ud og lufte solbrillerne. Og desuden skal vi have vasket tøj. Planen var oprindeligt at tage videre til Femø, men vi har hørt at der er Jazzfestival der nu, og er blevet rådet til at holde os væk. Efter sigende skulle det blive lige lovligt festligt - især for en børnefamilie som os. Så i stedet går turen I morgen de ca. 21 sømil videre til Dybvig havn på Fejø, som er naboøen. Vinden i morgen skulle gøre det til en behagelig tur for sejl.

Efter et par timer i solen for sejl alene, var vi dog ikke i tvivl. Dette var nok feriens hidtil bedste dag. Hvis man lige åbnede øjnene en gang hver 5. min, kunne man nemt registrere at intet havde ændret sig. Der var ingen både på kollisionskurs, ingen farlige grunde forude, ingen kraftige vindstød, og frem for alt, båden havde ikke flyttet sig mere end et par meter. Overførslen af waypoints fra PC til GPS havde svigtet, så parpirskortene var fundet frem, og ruten var i dag tegnet med blyant.

Fejø skulle vise sig at være et rigtigt godt bekendtskab. Det første der mødte os da vi kom i land, var den smilende unge ejer af en lille restaurant, der var ved at tænde op i grillen. Nogle timer senere, efter grillet lokal oksefilet, newzelandsk rødvin, og pervers chokoladekage, var vi klar til at flytte til Fejø. Eller i hvert fald komme igen snart.

Dag 8: Fra Fejø til Vejrø

Dagen var kommet hvor der skulle skures dæk og skrubbes fribord. Rollerne var derfor givet på forhånd: Tine var skipper, og jeg var gast. Så mens Frida sov i forkøjen og Tine passede sejladsen, gav jeg den hele armen med Hempels "Boat Shampoo". Eneste drama på den tur var da halvdelen af besætningen pludseligt skulle på et toiletbesøg af meget høj prioritet, ca. 5 min inden planlagt ankomst til Vejrø havn, med omlægning af ruten til følge.

Vejrø, (udtales vajer-ø på disse kanter) er en lille ubeboet ø midt i smålandsfarvandet, med fine hvide sandstrande hele vejen rundt. Ankomsten blev også fejret med en skøn badetur i det klare vand. Efter lang debat og mine bedste overtalelsesevner - "det er faktisk ikke så koldt igen" - kom selv Tine i vandet. Badeturen blev afsluttet med den Prahmske løbetur på stranden.

Vokken - som vi købte i Vordingborg - sørgede for stegte nudler med kylling og sur-sød sovs. Vores medbragte benzin-brænder er nu engang det bedste blus der findes - Gasoline Gavner Gastronomien kan man vel sige.

En lille nørdet note: Der er meget dårlig mobildækning på Vejrø, så for at overføre dagens opdatering, måtte mobiltelefonen hejses op i masten i en pose, hvorfra den kunne få forbindelse til fastlandet. Forbindelsen mellem computeren og mobiltelefonen er trådløs (bluetooth).

Dag 9: Uvejr ved Omø

Det startede ellers som vi efterhånden er blevet vant til: Sol fra en blå himmel, og svag vind fra øst. Vejrudsigten havde ikke lovet meget vind, men der var dog trusler om en lille byge - måske med torden. Turen fra Vejrø til Omø er meget enkel og på dybt vand, og med østenvind skulle den ikke tage mere end et par timer. Så vi satte de største sejl vi har og gik nordpå.

Tine var træt så hun gik ned og tog sig en lur sammen med Frida. Mod vest kunne vi i det fjerne se mørke skyer, men siden vinden var i øst, regnede vi ikke med at de ville komme vores vej. Men der er vist nogle ting om lavtryk og koldfronter som vi lige skal have læst op på. Da vi var nået næsten til Omø havde de mørke skyer trukket ind over os (se billedet) og pludseligt døde vinden. Jeg tænkte at vi nok hellere måtte få startet motoren og komme i havn, inden vi blev våde.

Men knapt havde jeg fået startet motoren før vinden tog til igen - og den tog virkeligt til. Vinden var i nord nu, så vi havde den lige i mod os. Den nye genua (forsejlet) blafrede i vinden, så det lød som når El Niño river bliktagene af en hel Mexikansk ghetto. Tine må have været meget træt, for hun sov videre på trods af spetaklet (motor i fulde omdrejninger og El Niños bliktagskoncert).

Jeg måtte tage gassen af motoren og råbe et par gange før hun hørte mig, men så kom der også gang i hende, og vi fik taget genuaen ned og bundet den godt fast på dækket. Storsejlet kunne fint stå alene, og sammen med motoren gik det raskt derudaf. Det var dog tydeligt at vi ikke kunne undslippe regnen, så jeg hentede regntøj til os, og knapt havde vi fået det på, før det øsede ned i bedste monsun-stil. Det må være i en lignende situation at nogen har fundet begrebet "himmel og hav stod i et" passende. Flotte lyn lyste fra tid til anden himlen op, men bragene var ikke høje og kom aldrig rigtigt tæt på.

Da vi kom ind i Omø havn var vi ikke alene. Størstedelen af alle både der var på vandet i Smålandsfarvandet i dag, må have valgt at søge ly på Omø. Bådene ligger i lag udenpå hinanden, så vi ikke har set noget lignende før. Havnefogeden ved ikke om han skal grine eller græde, for endeligt er der kunder i havnen, men netop som man tror der ikke er plads til flere, kommer der et par nye både ind.

Dag 10: Ø-turisme

Efter et par ø-hop uden længere ophold var vi nået til Omø, og besluttede os for at lære øen rigtigt at kende inden vi tog videre. Vejret var helt utypisk for denne danske sommer: blå himmel, solskin og 20-25 grader.

Vi fik vist også set næsten hele øen, ved at trave afsted med Frida i klapvognen og rygsække fyldte med bleer og optik. Vi gik gennem den gamle landsby med søde små bindingsværkshuse, over bakker med skøn udsigt over Storebælt, besøgte fyrtårnet på øens vest-side, og fandt turens hidtil bedste sandstrand på læsiden af øen. Vi var næsten alene på stranden, og mens Frida sov i klapvognen, benyttede vi chancen til at tage en dukkert i det klare vand. Da Frida vågnede fik hun også lov at dyppe tæerne, men syntes - ligesom sin mor - at vandet var meget koldt.

Dag 11: Østpå igen

Vi troede ellers at vi havde prøvet alt på denne tur: Regn og blæst, sol og havblik, lyn og torden, natsejlads, motor-problemer, osv. Men vi tog fejl - der var to ting vi endnu ikke havde oplevet: tæt tåge og angreb af dræber-bier.

Frida startede vores dag omkring kl. 6. Da vi nu alligevel var oppe, besluttede vi at tage tidligt afsted. Men det blev ikke til noget - tilsyneladende havde nogen lagt et tykt uldent tæppe over Storebælt, der satte en stopper for alle sejladsplaner. Vi fik os alle tre en lille skraber, og omkring kl 10 var tågen væk og vi kunne stikke afsted. Vinden var lidt svigtende, og omkring middagstid forsvandt den helt.

Bedst som vi sad og nød solen, var der pludseligt en lille irriterende hveps (eller stribet flue eller gede-haps eller hvad det nu var) i cockpittet. Vi prøvede at sejle den agterud, men der var ikke vind nok. Pludseligt var der én til. Og en mere... I løbet af få minutter var der omkring 100 af dem - sejlene var dækket af dem, og de var overalt - i ens hår, på ens hænder, på skøderne, i ens ører. Virkeligt belastende. Tine skyndte sig under dæk, lukkede lugen og klaskede de 2-3 stykker der var kommet med ned. Imens sejlede jeg båden så godt jeg kunne, mens jeg svingede om mig med et fugtigt viskestykke som besat.

Til sidst måtte jeg starte motoren for at komme væk, og efter 10-20 minutter kom der heldigvis en del vind, så jeg kunne ryste de fleste af de små kræ af båd og sejl. Tilsyneladende var de ikke i stand til at stikke (eller gjorde det i hvert fald ikke). Da vi nåede i havn i Karrebæksminde, lå der 20-30 døde hvepse-fluer på dørken i båden, som jeg havde fået ram på under panikken ude på vandet.

Havnen vi ligger i er hyggelig nok (og der er vaskemaskine!), men selve byen kan vel bedst beskrives som Sydsjællands svar på Ibiza. I morgen tager vi helt sikkert videre.

Dag 12: Feriens bundskraber

Feriens tolvte dag var nok den hidtil dårligste. Måske skyldtes det at vi nu er på vej mod København igen. Eller også skyldtes det at jeg var lidt halvsløj og måtte tilbringe det meste af dagen under dæk, der var ingen vind, og det regnede det meste af dagen. Nå ja, og så var hvepse-fluerne tilbage, og de havde taget deres venner med: tordenfluerne og de flyvende myrer.

Det meste af dagens 31 sømil (56km) blev tilbagelagt med Tine som skipper, og i øvrigt næsten udelukkende for motor. Det eneste lyspunkt for mig, var at jeg fik lov at tilbringe en del timer i forkøjen sammen med den sludrende Frida. Lidt i 19 ankom vi til Kalvehave ("kalle-have") havn, og fandt nemt en plads.

Dag 13: Havblik

Dagen startede uden det store vind, men oven på en hel dag for motor i går, var vi stædige og insisterede på at gå for sejl. Hele formiddagen flyttede vi os med nogenlunde samme fart som en middelstor snegl. Efter nogle timer kom solen frem, og det blev stegende hedt. Mens Tine ammede Frida i forkøjen, og Pelusa drev gennem den smukke Bøgestrøm, svømmede jeg ved siden af og rettede kursen af ved at hive lidt i badestigen i ny og næ.

Nogle timer fulgtes vi ad med en tysk sejlbåd der skød samme "fart" som os, mens vi sludrede med dem om vejr og vind - eller mangel på samme - på engelsk. De havde åbenbart hørt en anden vejrudsigt end os, og lovede os vind fra øst til eftermiddagen. De endte med at få ret - vinden kom og vi fik pludselig fart i båden. Inden vi fik set os om, var vi halvvejs til Præstø.

Lige inden den sidste sejlrende ud af Bøgestrøm, fik jeg taget fejl af et rødt sømærke og et fyr (ja, jeg ved det lyder mærkeligt, men det lignede altså virkeligt meget!) og kom til at sejle ud på noget vand hvor der kun skulle være 1,3m dybt. Heldigvis var der god krængning i båden, og vi strøg lige hen over uden problemer. Med lyden af ekkolodets dybde-alarm i ørerne, iagtog jeg skrækslagent den fine hvide sandbund der strøg forbi lige under os. Godt jeg ikke skulle ud og skubbe os fri.

Vi ankom til Præstø for sejl og i godt humør. Solen skinnede og vi spist grill-bøffer i solnedgangen, med en pludrende Frida i cockpittet.

Dag 14: En lur i Præstø

Da vi ikke havde travlt med at komme hjem, og vejret var pragtfuldt, blev vi hængende en dag i Præstø. Det meste af dagen gik med at sove i solen, læse, sludre med Frida og købe ind til aftensmad.

Dag 15: Feriens sidste stop

Tine og Frida var til bageren før både fanden og jeg fik sko på, men da jeg stod op, sov de begge to igen. Jeg gik igang med at gøre klar til morgenmad, men det hele blev lidt forstyrret af det arbejdshold der var igang med at spøjte tjære på hele kajen (og mine el-ledningner). Jeg styrtede op og fik rullet ledningerne sammen, mens jeg tørrede det værste tjærre af med noget køkkenrulle. Vores engelske naboer rynkede på næsen, og flyttede straks deres båd til en anden plads.

Arbejdshollet kom nærmere, og begynde nu også at støve med noget andet sort stads. Jeg besluttede mig for at vi måtte væk i en fart, inden Pelusa fik asfalt-dæk. Så i huj og hast flygtede vi fra havnen og fik sat sejl gennem den uendeligt lange sejlrende ud fra Præstø. Tine langede ostemadder ud af kabyssen så der var ikke et øje tørt.

Der var masser af vind, så vi strøg derudaf. Da vi kom ud i Fakse bugt, viste det sig at pålandsvinden også havde fået sat en del bølger. De største var over en meter høje, og fik vores 28-fods lyst-yatch til at føles som en robåd. Tine underholdt Frida i forkøjen, mens jeg fornøjede mig med det friske vejr. To større sejlbåde blev sejlet agterud, og efterfølgende hånet. Heldigvis for Tine var vi allerede fremme i Rødvig ved 13-tiden - på det tidspunkt havde hun vist fået mere end rigeligt sejlads for den dag.

Om eftermiddagen tog vi på stranden i Rødvig og var skiftevis ude at bade, mens den anden tog sig af savle-gylpe-barnet. Efter en tur til den lokale slagter blev det også til god grillmad og lækre salater. Alt i alt en udemærket sidste feriedag. I morgen går turen de 33 sømil tilbage til København.

Dag 16: Fuld fart hjem

Vi kom lidt senere afsted end vi havde håbet, men til gengæld var alt pakket og opvasken taget, da vi kl. 10 sejlede ud af Rødvig havn, med kurs mod Margretheholm havn. Østenvinden havde igen sat nogle ordentlige bølger i løbet af natten, så Tine og Frida fik sig nogle gode gyngeture i forkøjen.

Da vi rundede Stevns klint fik vi bølgerne fra en bedre vinkel, og sejladsen blev mere behagelig for passagererne i forkøjen. Vinden kunne heller ikke have været bedre til vores Køge-bugt kryds: Farten lå omkring de 6 knob hele vejen, og den tid vi satte til om morgenen blev hurtigt indhentet.

Da vi nærmede os Amager tog vinden pludseligt af (på trods af meteorologernes løfter om det modsatte) og vi gik nærmest i stå. Efter - feriens sidste - dukkert, pakkede vi sejlene og gik for motor den sidste times tid hjem. På vores bro hjemme i Margretheholm stod en velkomstkomitte parrat til at modtage os. Min mor og bror havde været i nærheden, og kom forbi for at hjælpe os hjem med al vores baggage.