På Land

I foråret 2010 købte vi ny båd, en Dehler 343 (Optima 106) fra 1987. Båden trængte til en kærlig hånd, og herunder vil jeg beskrive nogle af alle de små og store forbedringer som er blevet lavet siden vi overtog båden. 

Måske kan disse gør-det-selv projekter være inspirerende for andre. 

Klargøring

indsendt 10. apr. 2011 11.52 af Mads Prahm   [ opdateret 14. maj 2011 12.52 ]

Så er forårsklargøringen godt i gang. Fribord og hæk er blevet poleret med hhv. Coat Cleaner (uden slibemiddel) og Farecla G6 (med slibemiddel - til misfarvet gelcoat). Jeg bruger polérmaskine med en fugtig skumgummirondel på, det letter arbejdet, men man kan stadig kun tage ca. 1m fribord af gangen, så skal det poleres efter med tør klud. I år bruger jeg igen 2 komponent lakforsejler fra Dulon i stedet for voks. Det er en anderledes arbejdsgang end voks, men nogenlunde samme indsats. Jeg oplever at glansen har holdt bedre end med voks. Resultatet i år er i hvert fald blevet forrygende - se billedet. Nu mangler jeg bare bundmaling, så kan skibet søsættes!

Holdingtank

indsendt 23. jan. 2011 14.20 af Mads Prahm   [ opdateret 1. feb. 2011 11.35 ]

Jeg er netop blevet færdig med at installere en holdingtank til bådens toilet. Bag toiletrummet fandtes et skab til olietøj, der lige netop var stort nok til at der kunne monteres en holdingtank og stadigt bevares noget skabsplads. Jeg ville nok helst have haft en tank i rustfrit stål, men den tank jeg kunne finde der passede bedst, var en plastiktank på 63L. Til tanken medfulgte der slangestudse (skrogennemføringer) som principielt kan monteres hvor som helst på tanken, men variation i skrogtykkelsen gjorde at gummipakningerne ikke kunne holde tæt, så i stedet har jeg brugt rigelige mængder sika-flex. Tegningen til højre viser - lidt forsimplet - min installation af tanken. Da tanken er monteret over vandlinien, kan den tømmes uden brug af pumpe. Den bærende konstruktion er bygget af teak-lister og vandfast krydsfiner (mahogni) fra Øbro Træ.

I tanken har jeg monteret en niveau-måler, der ikke har nogen bevægelige dele, og derfor egner sig godt til septiktanke. Den kan vise grøn/gul/rød LED på et lille panel for hhv. OK, næsten fuld og fuld. "Kloak-slangerne" er skiftet til den dyre, lugtætte slags. Det plads der blev tilovers i skabet har jeg indrettet med 2 små hylder så der stadigt er plads til lidt opbevaring, se billeder herunder.

            

Musik

indsendt 23. jan. 2011 14.01 af Mads Prahm   [ opdateret 1. feb. 2011 11.39 ]

I vores gamle båd nød både børn og voksne at kunne høre musik, mest om morgenen i havnen, men også nogen gange når vi sejler. Den nye båd havde intet musikanlæg, så jeg måtte igang med at finde det rigtige. Jeg var ikke interesseret i CD-afspiller eller FM-radio, så i stedet fandt jeg en brugt effektforstærker fra en bil hos Würz, som kunne monteres skjult. Jeg bestilte et sæt små højtalere til ophængning, som kan hænge skjult under skabene i salonen, og fik trukket kabler under dørken. I bådens instrumentpanel monterede jeg en afbryder til forstærkeren, en diode til at vise om den er tændt, og et jack-stik til tilslutning af musikafspiller. Stumper købt hos Brinck Elektronik. Lydniveauet styres på musikafspilleren.

   

Lakering af dørk

indsendt 23. jan. 2011 13.48 af Mads Prahm   [ opdateret 23. jan. 2011 14.01 ]

Lakken på dørken var slidt godt i bund, så der var kun én vej frem: al den gamle lak skulle af, og ny lak skulle påføres. Jeg fjernede alt det "løse" dørkplade, så jeg kunne arbejde med det hjemme hvor jeg kunne styre temperaturen, og nemt gå til og fra. De sidste stykker der ikke kunne fjernes lavede jeg på båden, og holdt temperaturen oppe med fyret i de 4-5 dage den tog at påføre den nye lak (ved min. 5 grader). Alt har fået 4 lag International Goldspar 1-komponent polyurethan lak. Fjede (sidste) lag er "Goldspar Satin" der giver en mat finish. 

Den gamle lak er fjernet med en kombination af excentersliber og siklinge. Først sliber jeg det meste af lakken af med excentersliberen, men det kan være svært at styre at man får det hele af, og ikke får spist for meget af fineren. Med siklingen er det nemt at kende forskel på træ og lak, så den bruger jeg normal til det sidste.

For at få en god finish sliber jeg mellem hvert lag (med excentersliberen), og overholder overmalingsinterval (min. / max. tørretid mellem hvert lag). Jeg har brugt rulle (til de store flader) og en god pænsel (til de mindre), og jeg kan ikke se forskel på resultatet.

Før (klik for stort)Efter (klik for stort)

Kicking-stang

indsendt 23. jan. 2011 13.39 af Mads Prahm

Båden havde ingen kicking-stang, og jeg oplevede tit at der var kambollage mellem bom og spayhood, eller at bomdirken var for kort når sejlet skulle sættes hård på bide-vind. Løsningen blev en Barton Boom-Strut, der er en slags elastisk kicking-stang lavet af glasfiber. Den kan holde bommen oppe, og trækkes ned med den eksisterende kicking-strap. Eneste ulempe er, at den ikke har en "laveste indstilling"; altså et stop hvis man bliver ved med at hive ned. Ellers er den let, fleksibel og ser godt ud. Monteringen tog ca. 2 timer, største udfordring var at der skulle slås gevind i 3 huller i bommen, så jeg måtte ud og låne en gevindskærer. 


Sprayhood

indsendt 23. jan. 2011 13.10 af Mads Prahm   [ opdateret 14. maj 2011 12.53 ]

Sprayhooden på båden har tilsyneladende siddet på båden året rundt, sommer og vinter, og er blevet mør. For at prøve at forlænge dens levetid med et par år, indleverede vi den hos IM Sadelmager til gennemsyning og forstærkning. Det kostede ca. 1000kr og den holdt da også denne sæson ud, men jeg tror godt at vi kan begynde at spare sammen til en ny.



Nyt bord til cockpit

indsendt 23. jan. 2011 13.00 af Mads Prahm   [ opdateret 14. maj 2011 12.54 ]

Bådens gamle bord var nedslidt, og var blevet beklædt med en spraglet voksdug for at skjule dette. Jeg købte en ny bordplade i teak, der skulle kunne holde i mange år. Pladen kan foldes, så den kan give mere plads i fx. den ene side af cockpittet, eller hvis den kun skal bruges til drikkevare. Dette gør også at den fylder mindre når den er pakket væk. Pladen fandt jeg hos Hellers, der havde et fint udvalg.

Det gamle bordDet nye bord 

Nye gardiner

indsendt 23. jan. 2011 12.44 af Mads Prahm   [ opdateret 14. maj 2011 12.55 ]

Bådens gamle gardiner var tunge og triste, og Tine mente at et sæt nye, lyse gardiner ville friske det hele lidt op. Og det fik hun ret i. De nye gardiner er syet i let bomuldsstof.

De gamle gardinerTines nye gardiner

Udskiftning af lydpotte

indsendt 23. jan. 2011 12.32 af Mads Prahm   [ opdateret 14. maj 2011 12.55 ]

Lydpotten til motorens udstødning viste sig at være gennemtæret og utæt, så båden lækkede vand ind i motorrummet når man kørte med motoren. Heldigvis kunne den samme udstødning fås endnu, hvilket gjorde udskiftningen lettere. Den største udfordring var at få de kraftige gummislanger til at slippe.

 Før Efter

Reparation af teak i cockpit

indsendt 23. jan. 2011 12.29 af Mads Prahm

Noget af teak-delene i cockpittet var gået fra hinanden, og jeg måtte lime det sammen med polyurethan-lim. Indtil videre har det holdt.


1-10 of 14